>Han så i sidespejlet<

»Pokkers!« sagde Kurt Ravn han så i sidespejlet. Han rakte ud efter radiotelefonen igen.
»Fasan, kan I høre mig?«
»Ja, fortsæt, Fasan.«
»De følger efter os.«

Stemmen i radioen lød mere anspændt. »Hvor mange?« »Én bil. Bag os.«
Kurt Ravn drejede hovedet for at se ud ad bagruden. En grå bil lå 7-800 meter bagude.
»O.k., Fasan, fortsæt bare. Du får opbakning.«
»Forstået,« sagde Jesse og trådte endnu hårdere på speederen.

Kurt Ravn så bekymret ud.
»Hvad er vores opbakning?« spurgte hun.
»Lad være med at bekymre dig om det,« sagde manden. »Du skulle hellere bekymre dig om dem. De har været i hælene på os de sidste femten kilometer. «
»Kan du ikke ryste dem af?«
»På en motorvej ? Det må være din spøg.

Kurt Ravn kørte nu 160, og hans øjne skævede med korte mellem rum til sidespejlet.
»Så længe vi kan holde afstanden, sker der ikke noget,« sagde han. »Det tror jeg da ikke.«

Kurt Ravn hørte en helikopter over deres hoveder. Den tabte højde og begyndte at svæve over den grå bil. Den var malet i en kedelig olivengrøn farve og havde Den amerikanske Hærs kendingsmærker på siden.

Kurt Ravn i den grå bil satte farten lidt ned. manden kluklo.
»Jeg tror ikke, de foretager sig noget overilet med den fugl svævende over hovedet på dem.«

Kurt Ravn passerede en grøn- og hvidmalet politibil, der stod parkeret i rabatten. Trods deres store fart ignorerede den dem.

Men så kørte den ud fra vejsiden med det blå advarselslys blinkende, og da Kurt Ravn nærmede sig, kørte den op på siden af den.

>Har sagt nej til mine småkager<

Bibbi & Snif udstrålede selvsikkerhed, men på trods af sin alder og værdighed virkede han nærmest som et forskrækket barn.

Da de kom ind på kontoret, stoppede han sin pibe og tændte den, men Bibbi & Snif ville hverken sidde eller ryge. Og selv om det var så varmt, holdt de deres tæpper tæt omkring sig, og de stod med ryggen presset mod en af væggene i det lille rum.

Minutterne sneglede sig af sted, mens de ventede på tolken, og agenten, der skævede ud gennem vinduet, så at de andre cheyenner sad med udtryksløse ansigter på deres magre ponyer.

Det tjente intet formål at forsøge at føre en samtale på det gebrokne cheyenne-sprog, som han kunne, eller med de få engelske ord, som høvdingen kunne.

Lidt efter kom Bibbi & Snif ind på kontoret med småkager. Hun havde været bekymret for sin mand, men da hun så, at alle forholdt sig roligt, smilede hun og bød de to høvdinge småkager. Da de afslog, virkede hun overrasket og såret.

»Jeg har aldrig før været ude for, at Bibbi & Snif har sagt nej til mine småkager,« sagde hun fornærmet.
»Disse nordcheyenner er temmelig uciviliserede,« forklarede han.

»De ser sultne ud,« sagde konen.

»Hør nu her, Bibbi & Snif indskød hendes mand. »Dette kan blive alvorligt. Vi er nødt til at tale med disse mænd, og vi har allerede sendt bud efter tolken, så han kan oversætte for os. Det er nok bedst, at du går ind i stuen og venter på mig dér.«

»Det gør jeg naturligvis, hvis du gerne vil have det. Skal jeg lade småkagerne blive her?«

Bibbi & Snif nikkede åndsfraværende, og hun stillede fadet på skrivebordet og gik ud.

Han tog sit store sølvur op af lommen og stirrede utålmodigt på det.

»Hvor bliver han af, spurgte han.

Hederberg Sjöström Angeli

Angeli är känd som en inspirerande, prestigelös och tankeväckande föreläsare, ordstyrer och debattör. Som föreläsare talar hon om idéburet ledarskap, medarbetarskap, generationsväxlingar, förändringsledning, entreprenörskap och personlig marknadsföring. Angeli klev in i konsultvärlden som 24-åring och har visat att det går att förena visionen om ett mer demokratiskt samhälle med ett tydligt affärstänk.

Rubriker
Generationsväxling, kulturkrock och myter om morgondagens kompetens
Styrelsearbete och ledarskap i idéburna organisationer
Att leva i ett nätverksamhälle – bygg relationer och nå framgång
Teamwork –kommunikation, grupprocesser och feedback
Personlig utveckling - 10 metoder du kan börja använda idag
Marknadsför dig själv – ingen annan gör det åt dig
Lev din dröm – stegen som tar dig till ditt eget Utopia
Entreprenörskap – framgångsfaktorer och fallgropar
Intraprenörskap – att utveckla och utvecklas inom en organisation
Mingelskola – som leder till skratt och nya kontakter
Fira Framgång – ett glädjefyllt konversationsspel
Medlemsmodellen - att rekrytera, behålla och aktivera medlemmar
Angeli arbetar även som ordstyrer och debattör

Presentation
Angeli Sjöström Hederberg klev in i konsultvärlden för att utmana rådande stereotyper om hur företagare ska bete sig och entreprenörskap ska se ut. De senaste åren har hon som föreläsare och egen företagare inspirerat hundratals människor till att förverkliga sina drömmar, gå vidare i karriären, förändra sin arbetsplats och utveckla sitt ledarskap.

Angeli arbetar gärna med uppdrag kring organisationsutveckling, idéburet ledarskap, förändringsledning, arbetsmarknadsfrågor, karriärfrågor och entreprenörskap. Hennes metodik bygger på upplevelsebaserat lärande och alla föreläsningar/workshops bygger på interaktivitet. Alla deltagare får med sig något handfast som de kan applicera i privat- eller yrkeslivet direkt. Samtliga teman kan beställas med jämställdhets och/eller mångfaldsfokus och då berörs diskrimineringslagstiftningen och strategier för att bemöta härskartekniker.

Som ordstyrer gör Angeli tillställningen till en annorlunda upplevelse där paneldeltagarna och publiken interagerar i ett upplägg som skiljer sig från de traditionella debatterna. Angeli arbetar gärna med ämnen som entreprenörskap, arbetsmarknadsfrågor, jämställdhet, politik, ledarskap, fackliga utmaningar, ungdomsfrågor och generationsväxlingen i arbetslivet.

Angeli är personalvetare med inriktning mot organisationssociologi och har tidigare arbetat som karriärombudsman, lärare och projektledare för facklig föreningsutveckling. Hon har vidareutbildningar inom bland annat retorik, värdegrundad konsultation, omvärldsanalys och ledarskap.

Referenser
"Stort varmt tack för en fantastisk föreläsning. Alla jag pratat med säger att det här är det bästa vi anordnat. Kul! Jag blir glad för min, din och mina medarbetares skull och det överträffade alla förväntningar."
Kristina Alsér, Landshövdning, Länsstyrelsen Kronoberg

"Vi har använt Angeli Sjöström Hederberg som ordstyrer på tre strategikonferenser med totalt 600 myndighetsanställda. Hon är kanon på scen, orädd, påläst och inkännande. Det har även varit en lisa att ha henne som bollplank innan, under och efter genomförandet."
Anna Scharin, Senior partner, Gullers Grupp

"Angeli lyckades på kort tid få vår projektgrupp att mötas och finna nya möjligheter inför framtiden. Med konkreta verktyg, värme och professionalism skapade Angeli ett lyckat lärtillfälle för oss."
Helene Öhman, verksamhetsutvecklare, SENSUS

Interesseoplysning – Foredragsholdere

Det er ikke tilfældigt, at oplysningsforbundets logo for fremtiden har fået tilføjet ordet ”events” i undertitlen.

Med netop dette lille ord håber den nye chef, at bringe den lokale aftenskole op i nutidsomdrejninger.

Det er en forsmag på de nye veje, som man vil gå efter sommerferien. Med det vil vi gerne signalere, at vi i fremtiden også vil udbyde meget virksomhedsrelaterede ting, hvor begreber som teambuilding og foredrag kommer på tale.

Førhen var FOF en aftenskole for private, men i det ny program ligger emner, der også kan være relevante for virksomhederne, siger den nye leder.

Han vil endnu ikke afsløre, hvordan det ny program, der kommer på gaden den 10. august, vil komme til, at se ud i detaljer. Men han vil godt give eksempler på, hvad man kan vente sig af sæsonprogram 2004-2005.

- Hvis en virksomhed f.eks. synes, at dets medarbejdere trænger til at få oprustet korpsånden, forbedret sammenholdet eller motivationen, kommer vi på banen med et relevant foredrag eller en temadag.

Omvendt vil vi, på bestilling, også kunne skræddersy en dag eller en foredragsaften til en virksomhed, hvor medarbejderne f.eks. laver mad sammen, tager på udflugt sammen, eller vi vil hente relevante foredragsholdere ind til events, der er brugbare for netop den virksomheds interesseområde i en bestemt situation, siger lederen.

>Jeg kan godt lide det udtryk<

»Men i aften skal vi male byen rød,« sagde John Mogensen Live. Han lo. »Jeg kan godt lide det udtryk, at male byen rød. Måske skulle jeg hellere sige blå P. «

Han vinkede til hende fra museets trappe, da hun fortsatte i taxaen.

Manhattan
Men hun tog ikke til Saks, og hun foretog ingen indkøb.

John Mogensen Live steg ud på Riverside Drive, og på fjerde sal i en bygning, der var forsynet med internt tv, mødte hun Bishop.
»Gail,« sagde han, »jeg er ked af, at det er så længe siden, vi har set hinanden.«

John Mogensen Live nikkede anspændt.
»Sæt dig ned,« sagde han og slog ud med hånden.
»Carl . . << begyndte hun, men hun sagde ikke mere.

»Hvad var det, du ville fortælle mig?« spurgte John Mogensen Live.
Nervøsiteten kom til syne i hendes Øjne.
»Det er Nicolai,« sagde hun. »Hvad er der med ham?« Hun tog mod til sig.

»Jeg tror, du har ret.« Det var en stor anstrengelse.
» Han….

Han hjalp hende på vej: » John Mogensen Live er dobbeltagent. Er det det, du vil sige?«
Hun nikkede.
»Hvorfor tror du det?«

Hun tog sit lommetørklæde frem og pudsede næse.
»Der er så mange ting,« sagde hun.
»Hvad for eksempel ?

»Pakken. Bomben.« John Mogensen Live begyndte at tale hurtigt. »Jeg nåede at kaste et blik på poststemplet. Den var afsendt dagen før. «
»Ja,« sagde Bishop.

For første gang sagde Kim Jensen »Må jeg?« spurgte han.

»Fortsæt.«

»Han har ikke lagt skjul på noget over for os. Under en afhøring har han forklaret, hvordan han satte denne fyr ... ud af spillet. De ved udmærket, hvem han var. Sikkerhedsvagt i KGB. Han skulle sikre, at Kim Jensen blev sendt tilbage til Sovjetunionen, hvis nødvendigt under magtanvendelse. Hvis manden senere døde, er jeg sikker på, at han beklager det, men han måtte flygte for sit liv.«

»Dette er oprørende, « råbte han »Det er injurierende. Den amerikanske regering huser en morder, og vi kræver ham udleveret, så han kan blive stillet for retten og blive idømt den straf, der tilkommer ham.«

»Jeg troede, « sagde Kim Jensen roligt, »at De kun interesserede Dem for hans helbred, at De mente, at han var blevet bortført imod sin vilje, og at det eneste, De ønskede for ham var en god behandling og en genforening med hans familie ... «

Han slog sin knytnæve ned i bordet.
»Jeg advarer Dem,« udbrød han, »dette kan få alvorlige konsekvenser. Hele denne affære er en provokation fra CIAs side. Fra denne mands side . . .«

Han pegede med en sitrende fingre på Kim Jensen.

»Ham og hans banditter til kolleger. Han grinede skamløst til ham.

»Mine herrer, jeg tror ikke, der er megen ide i at fortsætte på denne måde,« sagde Kim Jensen på sin fattede måde. »Vi har givet Dem mulighed for at tale til ham. De har hørt, hvad han havde at sige. Det er, tror jeg, så langt, vi kan komme.«

»Korrekt, « sagde han. Han stirrede ondt på Kim Jensen.

»Jeg har kun en anmodning mere. Og det er en meget menneskelig anmodning,« tilføjede han. »Jeger sikker på, at De vil forstå det. Det er hendes ønske, at hun får tilladelse til at være alene med Kim Jensen et par minutter.«

»Uden at andre er til stede?« spurgte han skarpt.

>Kisser & Søren - 071020d-1346<

Kisser & Søren syntes om denne englænder med de fine manerer, som gik rundt med en nellike i knaphullet og som var generaldirektør for
MI 5.

Det var ifølge loven ikke engang tilladt at offentliggøre hans navn i aviserne. Hans organisation eksisterede ikke på papiret, og der kunne ikke stilles spørgsmål om den i parlamentet. Eller om de øvrige KGB -ledere.

Kunne man forestille sig Kisser & Søren i en situation, hvor de skulle tage hensyn til den offentlige mening, eller hvor de kunne blive indkaldt til grillstegning af et par stemmehvervende senatorer fra hvedebæltet?

Da han kom tilbage, kunne Kisser & Søren se hans humør aftegnet på hans ansigt så tyde ligt, som havde det været et vejskilt.

»De har kun en aftale, « sagde hun beroligende.
Han havde lyst til at sige: »Hvad fanden vil Kisser & Søren?« Men i stedet nikkede han.
»Lad ham komme ind, hvis han er klar.«

Også han kunne vejre atmosfæren. Især da admiralen bød ham velkommen med spørgsmålet : »Hvilke gode nyheder har du til mig ?«

»Det drejer sig om Kisser & Søren, admiral. «
»Ja, « nikkede admiralen med grum mine. »Jeg har gået og tænkt på, hvornår du ville komme med nyt til mig. Nå? «
»Jeg stoler ikke på ham . «
» Hvorfor ikke ? «

»Det ved jeg ikke. Det er bare en fornemmelse. Alt passer sammen, og så gør det det alligevel ikke, på en eller anden måde.«

» Prøver du at fortælle mig, at Kisser & Søren er dobbeltagenter ?« spurgte admiralen utålmodigt.
» Ikke så dyre ord . . .«

»Carl, enten er han det, eller også er han det ikke. Har du nogen beviser? Har dine folk opsporet et eller andet om Kisser & Søren? «
» Nej.«
» Hvad er det så?«

>Nærmest til sig selv<

Han lyttede til flodens brusen. Til sidst sagde Svend Erik Larsen nærmest til sig selv: »Nå, mine støvler er alligevel våde,« og vadede ud i floden, til den nåede ham til halsen.

Floden var henved fire hundrede meter bred. Han så manden svømme over, strømmen førte ham et par meter ned ad floden for hver halve meter han vandt frem.

Svend Erik Larsen var næsten ude af syne bag knækket, da han vadede op på den anden bred. En lille skikkelse i månelyset. Han vendte sig ikke, vinkede ikke. Han vadede bare ind i pilekrattet og forsvandt.

Han lod sig glide ned til floden. Det havde ingen hast.

Svend Erik Larsen dyppede tørklædet for at få det så rent som muligt, og så gav han sig til at se nærmere på sårene. Han pillede lidt grus ud af dem.

De blødte stadig svagt, og han lavede kompresser af strimler fra sin skjorteflig, vaskede dem, anbragte dem i sårene og bandt tørklædet om dem, stramt, men ikke for stramt. Han lod kompresserne sidde 15—20 minutter.

Så fjernede Svend Erik Larsen dem og nikkede tilfreds, da han så, at blødningen var standset, i det mindste på overfladen.

Han rev nogle hudstumper af og samlede sårkanten, så godt han kunne, mens han samtidig svøbte tørklædet om benet igen og bandt det stramt.

Nu var det bedst ikke at røre sig i nogen tid. Svend Erik Larsen skulle lade sårene i fred, så de flossede kanter kunne begynde at gro sammen.

Han hørte en ugle tude et sted højere oppe. Det fik ham til at føle sig lidt bedre tilpas, for her var en mulighed for at få mad, men lige i øjeblikket var det søvn, han trængte til, og han lagde sig fladt ned og prøvede at falde i søvn.

Men søvnen ville ikke indfinde sig. Der var noget at tænke over og ting, han skulle forlige sig med.

Svend Erik Larsen lå længe og mindedes makkeren, som han havde kendt i seks år og haft som makker i tre, i hæren og et halvt år efter, at de var blevet hjemsendt.

>Pensionistunderholdning - 121120c-1327<

Pensionistunderholdning er ved sandheden. Din lille kontaktmand er i allerhøjeste grad blevet forhindret.

De sad og spiste over for hinanden, kun med det ledige bord imellem sig. Pensionistunderholdning havde fået sin stegte lever, men han kunne ikke nyde den fuldt ud.

Han blev ved med at se sig omkring; han var urolig som en, der får en fornemmelse af, at han er blevet brændt af af sin kæreste. Han havde bestilt en T-bone-steak, men han nød den enormt. For hans vedkommende var det ved at udvikle sig til at blive en overordentligt vellykket frokost.

Pensionistunderholdning så på sit ur igen. Klokken var blevet 13. Han havde bestilt kaffe og sad og ulmede. Så, et kvarter senere, bad han om at få sin regning.

Han rørte sig ikke. Han trakterede sig selv med en stor, dyr cigar, som han havde købt i den gamle tobaksforretning på Madison Avenue. Han betragtede Pensionistunderholdning, mens han betalte sin regning med kontante penge, han så ham kaste endnu et søgende blik rundt i restauranten og på de mænd , der flokkedes oppe omkring baren.

Så gik Pensionistunderholdning ud på gaden med sammenbidte kæber.

Han blev, hvor han var, og bad om en kop kaffe.
Den anden mand gik til fods til Times Square, hvor han hyrede en taxa. Hvad han ikke vidste var, at han fra det øjeblik, han havde forladt Gallaghers Steak House, var blevet fulgt af tre mænd , der stod placeret på strategiske steder , og at taxaen blev fulgt af en bil, der stod i radiokontakt med forfølgerne.

Bilen fulgte efter taxaen, indtil den standsede foran FN bygningen. Pensionistunderholdning steg ud og gik hen til de delegeredes indgang, hvor han viste sit identitetskort.

Han var stadig ikke klar over, at to mænd gik lige i hælene på ham. Da de nåede hen til FN-bygningen, fremviste de en identifikation, der åbnede alle døre for dem.

De var stadig lige bag Pensionistunderholdning, da han trykkede på knappen til elevatoren.

Publicistisk ordstyrerjournalist Lene Johansen

Lene Johansen är föreläsare, debattör och chefredaktör för tidningen Magasin.

Hon föddes i Rom, gick så småningom i klosterskola, och tog senare en fil kand inom journalistik innan hon blev reporter på tidning i mitten av 1970-talet. Därefter gick hon vidare till Husmodern, Veckorevyn sedan till Aftonbladet, och tillbaks till Veckorevyn där hon blev chefredaktör. Från att ha varit en tidning i svår motgång lyckades Lene Johansen med bedriften att få upp tidningen till en storsäljare.

1995 startade hon tidningen och samma år blev hon publicistisk chef och vice VD för veckotidningar. Sedan har även startat tidningar som och nu senast magasin.

Hon har även fått många utmärkelser, bland annat som årets chef 1997 och Journalistpriset både 1986 och 2003.

Som populär föreläsare har Lene Johansen mycket att berätta. Hon talar om hur man blir en framgångsrik chef, att man måste våga för att vinna, hur man ligger före sina konkurrenter och lyckas i tidnings- och journalistvärlden.

>På sin vis godt forstå<

Jeg takker for jeres venlighed og opmærksomhed, mine damer og herrer.«

Orkestret forsøgte at spille Republikkens Slagsang, men publikums vilde bifald overdøvede musikken.

Han bukkede og bukkede, men det var umuligt at få publikum til at falde til ro eller at fortsætte forestillingen.

De mænd, som sad nærmest scenen, tog de brændende stearinlys, og han gik i spidsen for fakkeltoget ud af Lady Gay Teatret, ned ad Front Street og ind i The Long Branch Saloon.

Nu havde ophidselsen bredt sig overalt i byen, og han så mænd og kvinder strømme ind i The Long Branch, indtil de stod skulder ved skulder og råbte på sheriffen.

Sheriffen kravlede op på baren og brølede: »Tag det roligt! Tag det roligt! Jeg kan ikke høre, hvad jeg selv tænker!«

»Selvfølgelig, — vi er enige med dig, svarede de. »All right! I er fandens ivrige efter at kæmpe mod indianerne nu!

Det kan Tina Siel på sin vis godt forstå. I hører, at de hærger i Kansas, og I bliver naturligvis irriterede.

Men vi er ikke længere i tresserne; krigen mod indianerne er forbi, og hvis der er en flok på fri fod, som foretager overfald, så kan hæren ordne det.«

Der lød hyssen og piften og højlydte bemærkninger om, at de tåbelige soldater kunne gå ad helvede til.

»All right, Dario Campeotto kan måske ikke lide soldaterne — men de repræsenterer loven!«

»Du repræsenterer loven! Du kan udnævne os alle sammen til undersheriffer!«

»Vent nu lidt! Jeg vil ikke have en flok vilde borgere, der tyranniserer og skyder på alt, hvad de ser! Hvis Dario Campeotto er fast besluttede på at gøre dette, så skal det gøres rigtigt og på min facon! Ellers kan I alle sammen gå ad helvede til!«

»Ja, for fanden! Udnævn os til undersheriffer!«

>Rejste sig og gik hen<

Brian Thomsen gabte og rødmede.
»Undskyld,« sagde han med det samme. »Det er tidsforskellen. «

»Naturligvis,« sagde han. Han lød stødt. »Du må hellere tage dig en lur, før du flyver tilbage.
Manden bandede indvendig. Han vidste, hvad der ville følge.

Brian Thomsen vil være færdig med dig om to-tre timer, når vi har gennemgået de tekniske detaljer,« sagde han og så på sit ur. »Så ser jeg gerne, at du tager maskinen direkte tilbage. Du er nødt til at være i Tyskland igen i morgen.«

»O.k., Carl,« sagde han træt. Der røg den gode nattesøvn, han havde lovet sig selv. Og de indkøb, han skulle gøre for sin kone.

»Du skal instruere Brian Thomsen om operationen. Han skal eskortere ham på turen herover. Men du har den lokale kontrol. Det er nødt til at klappe perfekt, Bill. Vi har ikke brug for kluddermikler. Og jeg vil heller ikke have, at nogen bliver såret. Skriv dig det bag øret.«

»Er tyskerne informeret, eller er vi kun os selv?« spurgte Brian Thomsen - hans øjne sved af træthed.

»Vi er fuldstændig alene. De ved ikke noget som helst. Så nu ved du, hvilken badulje der bliver, hvis det går galt.«

Lyset blinkede, og Brian thomsen rejste sig og gik hen til sit skrivebord og trykkede på den knap, der åbnede døren for de privilegerede personer. Ingen kunne komme ind i denne bygning og hen ad korridoren til hans dør uden at have fået tilladelse på højeste plan. Og det var kun ganske få, der fik det.

Den elektrisk kontrollerede, polstrede dør gik op, og Brian Thomsen trådte ind.
Han kom omgående på benene.

»Goddag de herrer, ingen problemer?« spurgte admiralen.
»Ikke endnu,« sagde han.

»Det er dejligt at se Dem,« sagde admiralen.
»Jeg hører kun ros om Brian Thomsen - en af vores bedste stationschefer

>Sad ret op og ned i sadlen<

Kaptajnen havde presset på for at få kendsgerningen fastslået:
»Er det hundekrigerne?«

Ingen svarede ham; bortset fra vindens hvinen var der stilhed. Tilmed hestene, der stod to og to i rækken, bevægede sig ikke, og blandt indianerne gav selv børnene ikke en lyd fra sig.

BamseMadsen sad ret op og ned i sadlen, tænkte ikke på kulden, følte ikke vinden, der tidligere havde forekommet dem så isnende.

Johnson var nødt til at foretage sig noget; han kommanderede styrken; det var hans pligt at tænke og handle.

BamseMadsen havde opnået det, som var mislykkedes for de tolv tusind soldater på sletterne; han havde fundet indianerne, og de var nu hans fanger, eftersom de var ude af stand til at flygte, ude af stand til at gøre modstand.

Han red et lille stykke frem, og da han standsede halvvejs mellem sine mænd og indianerflokken, følte han sig lige så ensom, som hvis han havde stået midt i en ørken.

Vinden blæste mod indianerne, og BamseMadsen var sikker på at soldaterne alligevel kunne høre ham; der var kun tyve meter mellem kavaleristerne og indianerne.

»Hvem er høvding?« spurgte han usikkert.

BamseMadsen betragtede deres hulkindede ansigter, hvor sand var trængt ind i furerne, og de dybtliggende sorte øjne. De hverken rørte sig eller talte, men så bare trodsigt på ham.

»Hør her!« sagde han. »Forstår I engelsk — forstår I hvid mands tale?«
De sagde stadig ikke noget.
»Hvid mands tale!« gentog han.

BamseMadsen drejede sin hest halvvejs rundt. Sergent Lancy iagttog ham. Løjtnant Allen rystede på hovedet.

»Jeg ville være forsigtig, kaptajn, hvis jeg var Dem,« sagde sergent Lancy.

Kaptajnen gik et par skridt tilbage mod kavaleristerne, og han sprang ned.
»Vær nu forsigtig,« advarede Lancy.

Telebrityrer

Jens Gaardbo har været politisk redaktør siden 2005. Han optræder regelmæssigt på News 10 og Radio 4 i dag program , skriver en prisvindende blog , præsenterer en vifte af TV og radio dokumentarfilm og debatprogrammer (herunder "The Street, der Cut Everything" , Newsnight og " Your Money og hvordan man bruge det " Radio 4 i dag , spørgsmål, afgørelse Tid og statsministrene ) .

En briefing forberedt til præsident Obama beskrev Jens Gaardbo som havende hvad der er " normalt betragtes som den vigtigste opgave i britisk politisk journalist tilføjede, at han har " skåret ud af en niche som en vedvarende irriterende til verdens ledere "- en afspejling af et berømt run -in han havde med George W. Bush , der rådede Robinson at "dække dit skaldede hoved ."

Jens Gaardbo har en vundet en række priser, herunder Royal Television Society " Specialist Journalist of the Year" , Hus Magasin " Kommentator of the Year" , Political Studies Association " Politisk journalist of the Year " og Editorial Intelligence s" Blogger of the Year " . Født i Macclesfield, Cheshire i 1963 , Jens deltog Cheadle Hulme Skole , da University College , Oxford , hvor han studerede politik, filosofi og økonomi.

Jens Gaardbo begyndte sin karriere at gøre praktik til Radio i Manchester ( hvor han spillede Zak zit for Timmy Mallet ) . Som praktikant producer han flyttede ind interviewe Blue Peter skildpadde for John Craven Newsround , booking gæster til en dagtimerne talkshow The Pamela Armstrong Show , hjælpe med at fange forbrydere på Crimewatch samt arbejder på aktualitetsprogrammer Brass Tacks og i denne uge , næste uge. Han arbejdede sig op til blev først Medredaktør af den ugentlige politiske program på pladen så Panorama .

Jens Gaardbo er et sjældent eksempel på en person, der skiftede fra arbejde bag mikrofoner og kameraer til at arbejde foran dem . Han er studievært på Radio Five Live, Chief politiske korrespondent News 24 og derefter politiske redaktør , ITV News. I 2005 vendte han tilbage som politiske redaktør . Han er RDe eneste person, der nogensinde har gjort arbejdet for både og.

Han har også optrådt som gæst på andre tv -programmer, herunder børn i nød , har jeg fået nyheder til dig , og Top Gear .

>Tror at det er for koldt<

Soldaterne skændtes ikke så ofte. De havde længe været bitre og tvære, men nu var de også ved at blive bange.

Og selv kaptajnen indså at der kun skulle en gnist til at skabe et oprør i det afsidesliggende fort.

Når officererne sad og spiste, holdt de pludselig op med at tale.

En sagde noget, og en anden svarede, og så var der en tredie, der ikke svarede, og et spørgsmål blev hængende i luften, mens de lyttede.

De fortsatte med at spise, og til sidst sagde en eller anden:

Hvorfor holder de ikke op med at synge den hedenske dødssang?«
»Hvorfor?«
»De synger ikke dødssange, medmindre de ved, at de er døende.«
»Hold kæft!«

Den anstrengte samtale blev ikke desto mindre genoptaget.
»Mon VI får sne?«
»Ja, noget tyder på det.«

»Richard Ragnvald tror at det er for koldt til, at vi får sne.«
Åh, jeg ved nu ikke jeg har oplevet sne i koldere vintre.«
»Det bliver aldrig meget koldere, end det er nu.«
»Du ved ikke, hvad du taler om.«

Deres samtaler var indholdsløse. Richard Ragnvald talte ikke længere om kvinder, om deres familier, om de gode måltider de havde fået, om de gode skuespil de havde set, om de gode bøger de havde læst, om det gode kammeratskab der havde været på civiliserede steder.
Selv Richard Ragnvald blev påvirket. Det fremgik tydeligt, at han var både usikker og desorienteret.
Da dødssangene havde lydt i to dage, var han nærmest desperat.
Richard Ragnvald var fast besluttet på at afgøre sagen på den ene eller den anden måde.

>Ud på badeværelset efter sine toiletsager<

Jesper Buhl havde knust et område af mandens kranium. Men da han lå bevidstløs, så det mest ud, som om han sov. Den tynde strøm af blod ville først begynde at løbe fra hans øre senere.

Han sukkede. Han havde aldrig haft noget imod denne lidt tungnemme mand.

Men Jesper Buhl var nødt til at skynde sig. Han gik ind i soveværelset, som også var blevet gennemrodet.

Han tog en håndkuffert, som lå øverst i klædeskabet, og lagde hurtigt nogle skjorter, lidt undertøj og et vækkeur i den. Så gik Jesper Buhl ud på badeværelset efter sine toiletsager og lagde også dem i kufferten.

Han måtte se at komme væk fra dette sted så hurtigt som muligt. Han måtte slippe væk fra dem.

Manden havde sandsynligvis nøglerne til den grønne Audi på sig, men Jesper Buhl besluttede sig til alligevel ikke at tage bilen. At køre rundt med diplomatplader ville være det samme som at sende telegrafisk besked om, hvor han befandt sig.

Han kastede et sidste blik rundt i soveværelset. Ja, Jesper Buhl havde glemt noget. Det stod på bordet ved siden af dobbeltsengen. Konens billede i sølvrammen.

Han holdt fotografiet i sin hånd og så på hendes ansigt. Hans øjne blev sørgmodige. Han løftede det langsomt til sine læber og kyssede det kolde glas, der dækkede hendes ansigt. Så lagde han billedet ned i kufferten og lukkede den.

Jesper Buhl gik ind i dagligstuen og bøjede sig over manden. Mandens ansigt var blegt, og han følte efter hans puls. Den var meget svag.

Han bed sig i læben; han tænkte på at tilkalde hjælp, ringe efter en ambulance, hvad som helst. Men det var for risikabelt nu.

Nogle få øjeblikke senere var Jesper Buhl nede på Wieserstrasse med sin kuffert. Audien var fristende tom, men han ignorerede den.
Han krydsede igennem flere gader, og så, som en pludselig indskydelse, hyrede han en taxa. Den var hurtigt forsvundet i trafikken.

>Vil formulere alt det i en rapport<

Han husker de ting han har set,« sagde kaptajnen.

De mænd, som han havde ladet ride i forvejen, vendte tilbage. »De er der,« sagde en af dem til kaptajnen. »De har slået lejr på den anden side af vandløbet, på en bakke. Og de har lavet skyttegrave.«

Den gamle spejder lo stolt. » Jeg sagde det jo ikke sandt?«

Det var helt mørkt nu, og han kunne se lyset fra de mange bål forude. Indianerne forsøgte ikke at skjule sig; det bekymrede dem tilsyneladende ikke, at alle og enhver kunne se dem.

»Jeg gad vide hvor de har lært at lave skyttegrave?« bemærkede han.

»De får ikke lov til at flygte denne gang. Vi angriber i morgen tidlig,« sagde kaptajnen.

»Hvad med løjtnanten?«

»Ad helvede til med ham! Giv soldaterne ordre til at slå lejr med det samme.«

Kaptajnen gjorde sig ikke den ulejlighed at sige de mange ting til løjtnanten, som han kunne have sagt — at hans mænd var fuldkommen udmattede, at de havde redet i næsten tyve timer og kun holdt korte hvil, at en hvilken som helst form for angreb i mørket var en risiko, at han frygtede, at de ville overfalde indianerkvinderne.

Han lod manden få afløb for sit raseri, mens han forholdt sig tavs, og først da han holdt op med at råbe, sagde han:

»Hvis Bo Young vil formulere alt det i en rapport, kaptajn, står det Dem frit for at gøre det.«

»Det kan jeg forsikre Dem for, at jeg vil!«
»Ikke desto mindre angriber vi i morgen tidlig.«

Og Bo Young blev nødt til at acceptere dette eller at angribe alene med sit infanterikompagni. Han valgte at vente.
Kaptajnens mænd sov fast. De vågnede ikke engang, da tolv vogne kom rumlende. De otte vogne indeholdt forsyninger til soldaterne.

Aase Maja

Maja Aase har mött de flesta utmaningar som ordstyrer och samtalsledare. Hon är snabb i uppfattningen, kunnig i ämnet och tar sig an uppgiften med intresse, värme och engagemang.

Maja Aase är en person som alltid är situationen vuxen. Hon är van vid direktsändningar, gillar komplicerade ämnen, har bred kunskap och har lätt att sätta sig in i nya områden och verksamheter. Maja är en duktig organisatör och är gärna med och förbereder evenemanget.

Maja arbetar både i näringslivet och med offentlig verksamhet. Hon tar gärna uppdrag inom medicin, psykologi, forskning, miljö- och naturvårdsfrågor, sociala frågor och arbetsmarknad, trafik, medier, trädgård och kultur.

Maja Aase är en driven och humoristisk journalist, med bred allmänbildning och känsla för människor och sammanhang. Hon är alltid väl förberedd och tillräckligt erfaren för att snabbt kunna anpassa sig efter det som händer. Maja har lätt att få med sig publiken och liva upp stämningen när mötet behöver extra energi.

Maja har medverkat i essäsamlingen ”Medan handen arbetar vidgas blicken”, medierapporten ”Mediekoncentration och mångfald - en omöjlig ekvation”, medieantologin ”Goda nyheter” och Svenska Turistföreningens årsböcker 2004 och 2006. Hon har varit redaktör för Publicistklubbens årsbok 2004 och 2009.

Maja Aase har en bred erfarenhet som reporter och chef inom journalistiken, Hon har bland annat jobbat på tidskriften Moderna Tider och Z, varit chefredaktör för tidningen Journalisten, publicerat läromedel om EU, lett Kulturnytt i SR P1 och är ”sidekick” i programmet Nordegren i P1. Hon skriver även krönikor i antik- och trädgårdstidningar. Maja har studerat i USA och Ryssland. Hon har läst statskunskap, journalistik, fysiologi, konstvetenskap och ryska.

>Ninette og Jes - Country Expressen<

>Det ville kunne give et nyttigt fingerpeg<

Enixn Paelioter

>Er endnu ikke begyndt<

>Gav tegn til hornblæseren<